Indtast din søgning
 
Kontakt os på Tlf. 60 56 57 50åben i dag fra kl . 09:00-16:30
0
0,00 DKK
0

Malermesterens gode råd til indendørs maling

Tips & tricks til maling indendørs
 

Tips og gode råd til maling indendørs

Mange små ting afgør, om du får et flot resultat, når du maler indendørs. Med en lille smule planlægning kan du nå langt, når der skal males. Vi har bedt malermesteren om at komme med hans bedste tips og idéer til dit næste indendørs projekt.
 

Begynd, hvor lysindfaldet er bedst!

Det er en god idé at begynde at male der, hvor lysindfaldet er bedst. Umalede pletter vil lettere ses, når man ser mod lysretningen og ikke væk fra lyset. Dette gælder uanset om, det er loft eller væg, der skal males.
 

Giv dig god tid!

Det er en god idé at give dig selv god tid, når du skal male. Sørg for at "male samme vej", da det giver et pænere og mere ensartet slutresultat.
 

Rul i samme retning:

Du opnår det flotteste resultat, hvis du altid ruller efter med malerullen i samme retning.
 

Mal vådt-i-vådt:

Ved beskæring af væggene (male kanter) er det vigtigt at male vådt-i-vådt. Hvis beskæringen når at tørre, inden de store flader males, bliver fladen ikke ensartet.
 

Eksperimentér med farverne:

Det kan give en spændende effekt i rummet, hvis du f.eks. maler én væg i en anden farve end de øvrige vægge. Tal med os om det, vi giver dig gerne gode råd og vejledning.
 

Grundigt forarbejde:

Sørg for et godt underlag, før du maler. Jo pænere og mere ensartet dit underlag er, jo bedre resultat opnår du. Det er derfor vigtigt, at du er omhyggelig og giver dig tid til at reparere eventuelle skader i væggen, inden du går i gang med malearbejdet.
 

Rør godt i malingen:

Rør malingen godt igennem inden brug. Selvom din maling er blevet omrystet på vores lager, bør du altid omrøre den med en rørepind. Så sikrer du, at der ikke er utonet maling i bunden og på spandens sider.
 

Gør dit værktøj rent:

Gør dit værktøj helt rent, inden du bruger det igen. Årsagen er, at gamle malingrester kan rådne ved lagring, hvis der har været bakterier på værktøjet. Med rent værktøj sikrer du, at du ikke overfører bakterier til den nye maling.
 

Slip for besværlig rengøring:

Læg en Rullespandspose i (eller omkring) rullebakken/rullespanden, før du hælder malingen op. Når posen tages af, er bakken/spanden helt ren - og lige til at bruge næste gang, du skal male.
 

Hold kanten ren!

Når du dypper en Pensel direkte i spanden, kan du for at holde kanten ren, lægge et stykke plastfolie eller alm. folie rundt i kanten. Når du er færdig med at male og fjerner folien, har du en helt ren kant, hvor det er nemt at sætte låget på.
 

Rengøring og glansgrad:

Maling med høj glans tåler hyppig rengøring. Jo højere glans, du vælger på din maling, jo mere rengøringsvenlig bliver din overflade. Vælg derfor maling med en høj glansgrad til køkkenet, entréen og andre steder, der er udsat for fedtpletter og snavs.
 

Restmaling:

Hvis du har anvendt vandfortyndet maling f.eks. til beskæring, må en evt. rest ikke komme tilbage i spanden. Fra fabrikken er malingen nemlig kun tilsat den nødvendige mængde konserveringsmiddel. Derfor risikerer du, at malingen står og rådner, hvis du hælder en fortyndet malingrest tilbage i spanden.
 

Mal ensartet:

Når du anvender maling med høj glans, skal du være opmærksom på, at du skal arbejde meget ensartet, når du maler.
- Mal i samme retning ved alle strøg.
- Mal vådt-i-vådt.
- Hold kun pause ved naturlige skillelinjer f.eks. hjørner.
 

Det er bedst at være to om at male:

Ved større maleprojekter som f.eks. vægge og lofter er det bedst at være to til at male. Den ene kan beskære (male) kanterne og efterfølgende rulle efter med en lille rulle, medens den anden maler de større flader med en større Malerrulle. Med denne fremgangsmåde kan I hele tiden male vådt-i-vådt.