Hvornår kan jeg male udendørs?
Når du skal male udendørs, er det vigtigt, at vejrforholdene er gode, for at du kan få et så godt resultat som muligt. Derfor anbefaler vi hos DecoFarver, at du tager hul på dine udendørs malerprojekter i det sene forår, hen over sommeren eller i det tidlige efterår. Kort sagt fra maj til september. Dog er vi i Danmark kendt for et lunefuldt sommervejr, hvorfor et kig i kalenderen ikke altid er nok. Sørg derfor også altid for at tjekke vejrudsigten inden dit næste udendørs malerprojekt, så du er sikker på, at du har godt malevejr.
Hvad er godt malevejr?
De ideelle maleforhold er en dagtemperatur mellem 10 og 25 grader samt en luftfugtighed på under 80 %. Derudover bør du undgå at male i direkte sollys, da det vil føre til en for hurtig hærdning af malingen. Det sene forår og den tidlige sommer er ofte det bedste tidspunkt at male på, og på denne måde får du også mest ud af sæsonen og det gode vejr. Om efteråret vil du ofte også kunne male, men bare færre timer om dagen grundet en højere luftfugtighed i denne årstid.
Udover godt malevejr når du maler, er det også en rigtig god idé at sikre dig tørvejr både et par dage op til og efter du har malet. Så har malingen eller træbeskyttelse nemlig de bedste forudsætninger for at tørre ordentligt.
Et godt råd:
Et rigtig godt råd er at gå ind at tjekke vejrudsigten nogle dage ud i fremtiden. Det kan eventuelt være på DMI.dk eller andre nyhedskanaler, så du er på den sikre side og kan male, når vejrforholdene er til det.
Maling af facade
Trænger husets facade til at blive frisket op, er maling af høj kvalitet et rigtig godt udgangspunkt. For med de rette redskaber og en god facademaling kan du nemlig selv male husets mure, så de kommer til at fremstå super flotte. Du kan læse meget mere om facademaling og finde lige netop dén, som passer til dit udendørs malerprojekt
her.
Hvor tørt skal mit træværk være, før det males?
Når du skal male træværk udenfor, er det vigtigt, at træet er tørt nok - dvs. at det har en fugt-procent på max. 15%. Træets fugt-procent kan du måle med en fugtmåler, og har du ikke selv sådan en, kan du købe en hos de fleste byggemarkeder. Ellers kan du som udgangspunkt regne med, at træet skal have været tørt i en uges tid, før du maler det.
Husk at vaske hus eller træværk, inden du maler
Ligesom med alt andet, er det altid godt at have et helt rent fundament, inden du går i gang med dit malerarbejde. Vi anbefaler derfor, at du altid vasker huset, træværket eller hvad der ellers indgår i dit udendørs malerprojekt, så overfladen er hel ren for snavs, alger og lignende, inden det males. Det er nemlig med til at sikre, at malingen får den rigtige vedhæftning og holdbarhed.
Mangler du grundrens og facadevask, kan du se vores store udvalg fra Beck & Jørgensen, som er perfekt til formålet
her.
Kan man male med vandbaseret maling oven på oliebaseret?
Du kan som udgangspunkt benytte vandbaseret såvel som oliebaseret maling til dit træværk. Har træværket tidligere været malet med vandbaseret træbeskyttelse, kan du ikke benytte oliebaseret maling til at male over. Det vil sige, at du godt kan male med vandbaseret på oliebaseret, men ikke omvendt.
Hvor mange liter maling, skal jeg bruge til at male mit hus?
Hvor meget maling du skal bruge, når du maler huset udvendigt, kommer helt an på, hvor meget din facade trænger til at blive frisket op. Som udgangspunkt kan du godt regne med, at vores maling rækker 8-10 m2 pr. liter - dvs. 80-100 m2 facade pr. 10 liter maling, hvis facaden males én gang.
Når facaden er malet, kan du godt gå ud fra, at det holder i godt 10 år. Foruden at være langtidsholdbart gør denne type maling også din facade ekstremt modstandsdygtig overfor vind, vejr og fugt – og så er det heller ikke så ringe endda at have en flot facade.
Har du spørgsmål til hvilke produkter du skal bruge, når du maler udendørs?
Har du spørgsmål omkring maling, maleredskaber, teknikker eller noget helt andet, er du meget velkommen til at kontakte vores kundeservice her på siden, på telefon eller over en e-mail. Hos DecoFarver sidder vi nemlig klar til at hjælpe og vejlede, så du kan komme godt i gang med dit udendørs malerprojekt. Rigtig god arbejdslyst!