Forskellen på de forskellige hvide farver
Hvide farver er ikke bare hvide farver. Nogle vil endda hævde, at hvid slet ikke er en farve, men blot fraværet af netop dét.
Der er dog forskel i nuancerne og generelt arbejder de fleste farveforhandlere med en række forskellige hvide farver. Der kan være forskel i de forskellige hvide nuancers navne alt efter farveproducent, ligesom hver enkelt farve kan have yderligere under-nuancer.
Generelt findes der dog følgende, overordnede
hvide farver:
Råhvid
Den råhvide farve er en af de lyseste hvide farver. Faktisk er den så lys, at den kan virke nærmest blændende, hvis den anvendes på store vægflader i meget solbeskinnede eller overoplyste rum. Den er derimod fin til mindre rum med få eller ingen vinduer. Derudover er råhvid en af de mest neutrale hvide farver og kan derfor praktisk talt sættes sammen med alle andre nuancer og mønstre.
Modehvid
En lidt mere blød, hvid farve får man med modehvid. Selvom det kan virke en smule selvmodsigende, er modehvid en af de mørkere hvide farver. Det giver den et knapt så skarpt udtryk som f.eks. råhvid. Især i større lokaler med store vinduespartier er modehvid et godt valg, fordi den hvide farve bevares, samtidig med at genskinnet fra lyset der reflekteres ikke er så markant. Fordi modehvid er en "mørk" hvid dækker den ofte også bedre end de andre hvide farver.
Knækket hvid
Når man taler om farven "knækket hvid" handler det typisk om en mellemting mellem råhvid og modehvid. Med andre ord får man med knækket hvid en meget lys farve, med knapt så meget genskin som den råhvide - men alligevel mere end den modehvide.
Når en farve er "knækket" betyder det i øvrigt blot, at den oprindelige farve har fået tilsat en meget lille smule af en anden nuance, så den får antydningen af en anden kulør - uden egentlig at skifte farve.
Æggeskalshvid
Som navnet antyder, minder æggeskalshvid om den farve skallen på et hvidt æg har. Farven er lys, men har et lille strejf af både grå og gul. Det bløder den hvide farve op og giver den et svagt skær som er tæt på almindelig hvid - men alligevel har lidt karakter og er mere varm i tonen. Æggeskalshvid er en af de hvide farver, der egner sig godt, hvis du gerne vil have lyse vægge, men samtidig ikke er til det kridhvide og kølige udtryk, som de rene hvide farver har.
Kalkhvid
Kalkhvid hører til en af de gullige, hvide farver. Den kan tilføre et let antikt udtryk til rummet, fordi den minder en smule om hengemte rum med masser af historie og stemning. Kalkhvid er blød i udtrykket og egner sig særligt godt til rum med masser af sollys. I rum med meget kunstig belysning kan den hvide farve dog komme til at se en smule grønlig ud. Særligt i rum med lysstofrør.
Industrihvid RAL 9010
RAL-farver er skabt til industrien, hvor man generelt har brug for en fælles farveskala, så man kan tilpasse f.eks. vinduer, træværk og møbler hinanden. Industriens standardhvide farve kaldes for RAL 9010 og de fleste indvendige, malede døre eller færdigmalede gerigter og lister er ofte i nuancen RAL 9010. Læs mere om RAL 9010
her.
Denne hvide farve er varm og lys og har et let gyldent skær. Kombineret med f.eks. en råhvid, vil farven dog fremstå en smule gullig. Hvis du skal vælge hvide farver til dine vægge, kan det derfor være en god idé at matche din hvide farve herpå, så de arbejder sammen med den hvide RAL 9010. Her er modehvid et godt valg.
Vil du gerne have gyldne, kalkhvide vægge, findes der en anden hvid RAL-farve, der passer bedre. Den hedder RAL 9001 og er mere varm i nuancen. RAL 9001 vil derfor passe de antikke kalkhvide farver på væggene bedre end den traditionelle RAL 9010 som i denne sammenhæng kan virke en smule kølig i forhold til den varme kalkhvid.
Få et farvekort over vores hvide farver
Det kan være svært at afgøre, hvilke hvide farver, man synes bedst om, når man sidder ved en skærm.
Derfor kan du hos os få tilsendt et farvekort, så du kan se alle vores tilgængelige hvide farver fra de forskellige producenter. Så kan du i ro og mag matche de hvide farver med både vægge, døre, vinduer og eventuelle hvide møbler i din indretning.
Du finder alle vores farvekort
her.