Kan det være for varmt at male udendørs træværk?
Solen står højt på himlen, og du har endelig fået sat tid af til at give dit udendørs træværk den kærlighed, det fortjener. Men som solen står og bager på både dig og dit træværk, bliver du i tvivl: "Kan det egentlig blive for varmt at male?" Det korte svar er JA. Det lange svar får du i dette blogindlæg.
Træbeskyttelse af høj kvalitet og de rette vejrforhold
Træbeskyttelse af høj kvalitet er et rigtig godt udgangspunkt, men ønsker du at opnå et flot resultat med en lang holdbarhed, så spiller vejret altså en afgørende rolle - både før og imens du maler, men også når malingen skal tørre. Følg vores tjekliste nedenfor og mal, når vejrforholdene er perfekte.
Tjekliste for maling af udendørs træværk:
1. Temperatur: Temperaturen i luften bør være mellem 10 og 25 grader.
2. Regn: Det skal helst have holdt tørt i en uges tid.
3. Træets fugtindhold: Fugtindholdet bør være på max 15% - du kan evt. benytte en fugtmåler til at måle efter.
4. Luftfugtigheden: Luftfugtigheden bør være et sted mellem 40 og 80% - en overskyet sommerdag er en god dag at male på.
5. Sollys: Undgå direkte sollys, da det får træbeskyttelsen til at tørre for hurtigt og forhindrer den i at trænge dybt nok ind i træværket.
Sommermånederne er højsæson for træbeskyttelse
Generelt er det godt at male mellem maj og september, da de fleste af punkterne ovenfor normalt er opfyldt. Sørg i øvrigt for ikke at male for tidligt på dagen og vent i stedet til op ad formiddagen, når morgensolen har fået fugt og dug til at fordampe. Og gør så dig selv den tjeneste og benyt træbeskyttelse af høj kvalitet, så du kan få det bedste ud af dit arbejde.
Træbeskyttelse kan købes lige her.