Maling af vinduer indendørs: Sådan giver du dine vinduer nyt liv
Smukke, nymalede vinduer kommer ikke af sig selv. De kræver arbejde og ikke mindst forarbejde, men når først arbejdet er gjort, er resultatet bestemt indsatsen værd. Nymalede vinduer er nemlig med til at skabe den helt rigtige stemning i hjemmet og spreder hygge og ynde i ethvert rum. Belønningen for indsatsen ligger imidlertid ikke kun i det æstetiske, men også i det praktiske, idet et lag ny maling er med til at beskytte dine vinduer i årtier.
For at opnå et professionelt resultat er det imidlertid vigtigt, at du gør dit forarbejde grundigt, uanset om dine vinduer skal males for første gang, eller om du ønsker at genopfriske nogle gamle vinduer derhjemme. Her på siden guider vi dig igennem processen trin for trin og anbefaler dig samtidig de bedste produkter til de forskellige arbejdstrin. Så er du perfekt rustet til at give dine vinduer nyt liv, så de kan holde sig flot i mange år.
Maling af allerede malede vinduer
Har du nogle gamle trævinduer, der er malet forvejen, kan en genopfriskning af malingen ofte gøre underværker. Det er både vindueskarmen og rammen, der skal males, og du kan enten vælge at afmontere vinduet eller lade det sidde i karmen, mens du maler det. Fordelen ved at afmontere det er, at du kan komme ind i alle hjørner og kanter, samt at det giver dig en bedre arbejdsstilling. Er det imidlertid blot en simpel genopfriskning af malingen, du er ude i, er det som regel tilstrækkeligt at lade vinduet sidde i rammen. Vær desuden opmærksom på, at få afmonteret og fjernet dine lister, hvis du har opsat dette på dine vinduer i forbindelse med tyverisikring.
1. Klargøring af vinduer
Det er essentielt, at du fjerner støv, skidt og fedtpletter fra træet. Hertil kan du f.eks. benytte
Borup Grundrens . Når du er færdig med den første rengøring, fjerner du sæberesterne med rent vand. Ved at bearbejde træet med sandpapir sikrer du herefter en god vedhæftning for den efterfølgende grunding og maling. Du er nu klar til at udbedre huller, skader og ujævnheder i træet. Hertil kan du med fordel benytte
Dana Lim 631 Universalspartel , som påføres i små mængder og efterfølgende slibes med fint sandpapir. Gentag eventuelt af flere omgange og husk at fjerne slibestøv efter hver behandling.
2. Grunding af vinduer
Forarbejdet er nu gjort, og du er klar til at behandle dine vinduer med grundingsolie. Grundingsolien gør underværker for dit træ og er derudover med til at give dig et mere jævnt slutresultat. Du kan med fordel benytte
B&J 723 Oliegrund Trægrunder til formålet, som er en grunder til glatte overflader, hvor maling kan have svært ved at binde. På denne måde skaber du den perfekte vedhæftning, inden du går i gang med at male.
3. Maling af vinduer
Når du maler dine vinduer, er det en god ide at bruge to til tre slags pensler: Du kan eventuelt benytte en rulle til de store flader plus en stor og en lille oval pensel til at male præcist i hjørner og kanter. Det bedste resultat opnår du ved at male af to omgange. Mellem de to omgange benytter du fint sandpapir til at fjerne små ujævnheder. Husk igen at fjerne det fine slibestøv, inden du giver det sidste lag maling. Hos DecoFarver har vi et stort udvalg af vinduesmaling til formålet.
Se vores vinduesmaling her .
Skal dine vinduer males for første gang?
Har du eksempelvis nyere termovinduer, der skal males for første gang, skal du grundlæggende igennem den samme proces, som når du genopfrisker dine gamle vinduer. Du skal dog være opmærksom på, at termoruder som regel er fastgjort med en udvendig glasliste. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at tage listen af og ruden ud af rammen, så vinduet kan vedligeholdes optimalt. Når du er færdig med at male rammen, skal du montere en ny tætningsliste, inden ruden igen sættes i.
Sådan maler du vinduer udendørs
VIDEO
1. Forberedelse inden vinduesmaling
Et godt forarbejde er grundstenen til et vellykket resultat, når du skal male vinduer. Start med afvaskning. Derefter afskrabning, slibning, grunding og kitning inden der til sidst males. Så er alle forudsætninger opfyldt, for et godt resultat der holder længe.
Vinduerne skal males om foråret eller sommeren, når træværket er godt tørt. Så kan de også løftes af og behandles udendørs.
Inden du maler vinduer må du først og fremmest sikre at træet er tilstrækkeligt tørt. Kontroller fugtniveauet med en fugtmåler. Den bør vise max 16 procent.
Skrab og mal beslagene. Skru alle hjørnebeslag af og fjern de gamle tætningslister fra falsen. Skrab løstsiddende maling af beslagene med en farveskraber eller stålbørste og mal dem rustbeskyttelse efter anvisningerne.
Vask og skrab vinduesrammerne. Vask rammerne med et algemiddel. Fjern løst eller sprækket kit med en kniv eller stålspartel. Vær forsigtig så glasset ikke beskadiges.
Skrab løstsiddende maling af vinduesrammerne med en farveskraber. Brug en lille skraber til de små flader, så er det nemmere at komme ordentligt til. Tør støvet væk med en tør klud.
Grund ordentligt med olie Grund alle de trærene partier på vinduesrammerne. Selv om vinduerne tidligere har fået grundingsolie, skal de have det igen hvis der er sprækker og skader. Læg ekstra olie på alt endetræ og glem ikke at oliere i selve kitfalsen. Lad olien tørre efter anvisningerne på dåsen. Slib eventuel fiberrejsning væk og tør slibestøvet af inden du grundmaler.
2. Grundmale vinduer
Grundmal vinduesrammerne omhyggeligt, selv i kitfalsen, og lad det tørre ordenligt.
3. Kitte
Når grundmalingen er tør lægger du nyt kit. Skær fugepatronens mundstykke i en 45 graders vinkel og sæt det mod kitfalsen.
Start i et hjørne og læg kittet ud med en jævn og rolig bevægelse. Sørg for at kitfalsen bliver fyldt ordentligt ud. Glat overfladen til og fjern overflødigt kit med kittekniven.
Tips! Fyld også eventuelle revner og sprækker i vindueskarmen med kit eller træspartel.
4. Afdækning
Når kittet er tørt på overfladen er det tid til at afdække glasset med f.eks.
denne malertape til udendørs brug . Sæt tapen cirka en millimeter fra kittets kant, så malingen dækker kittet og en lille del af glasset når du maler. Så kan vandet ikke trænge ind mellem glas og kit. Afslut med at skue hjørnebeslagene på igen.
5. Male
Nu er det tid til at male. Stryg rigeligt med maling ud, men vær forsigtig så det ikke drypper på glasset. Det er smart at have en bredere pensel til de større flader og en mindre pensel til detaljerne, som for eksempel sprosser. Lad malingen tørre og mal så én gang til for at få en rigtigt jævn dækning.
Fjern malertapen inden malingen er helt tør.
Vinduerne skal være helt tørre, før de kan monteres og lukkes.
Sådan, nu har du et vindue som holder sig fint i årene fremover.
Tips! Vinduer er dårligere isoleret end den øvrige del af huset og udsættes konstant for fugt og kondens på grund af temperaturforskelle. Derfor anbefaler vi at man bruger vinduesmaling både ude og inde.